Bornholm Info
På opdagelse blandt stensøjlerne i Gudhjem

Øliv

Byliv, kulturarv og skaberkraft

Photo: Semko Balcerski

Kom tæt på det ægte Bornholm

Øliv på Bornholm begynder ved havet, men det stopper ikke ved kysten. Det fortsætter ind i byerne, op ad klipperne, gennem de små gader og ind i værkstederne, hvor hænder former glas, ler, træ og sten.

Her ligger havne, rundkirker, røgerier, møller og gamle stenbrud tæt på hinanden. Hvert sted har sin egen rytme. Nogle steder dufter der af røg og saltvand. Andre steder er det lyden af kirkeklokker, værktøj mod materiale eller vinden omkring en møllevinge, der sætter stemningen.

Det er her, du kommer tæt på det ægte Bornholm, i små møder med bornholmerliv, kulturarv og skaberkraft midt i Østersøen.

De små både ligger i havnen i fiskelejeret Helligpeder
Photo: Semko Balcerski

Et godt sted at bo er et godt sted at besøge

Vores byer og fiskelejer er først og fremmest rammer om et levende bornholmerliv. Det er steder, hvor hverdagen leves året rundt, og hvor vi elsker, at øens puls skifter med årstiderne.

Vi er stolte af vores små lokalsamfund, der rummer lokale rytmer, stærke fællesskaber og hver deres måde at byde dig velkommen til Bornholm på.

Går du på opdagelse langs kysten og ind over øen, mærker du hurtigt forskellene. Hver by har sin egen puls, sin egen historie og sin egen stemning. Du kan mærke den historiske sjæl i de gamle gader, opleve iværksætterånden ved havnene eller finde roen i de mindre fiskelejer.

Gå på opdagelse i Bornholms byer, og find det sted, hvor du føler dig mest hjemme.

Hvor figner modner i Østersøen

Bornholm er kendt som Solskinsøen, og klimaet er noget særligt. Østersøen giver øen et køligere forår, men klipperne og havet holder til gengæld længere på varmen. Derfor kan sensommeren og efteråret føles milde, mens lyset stadig står klart over klipper, haver og kystbyer. Det milde klima er en af grundene til, at figner og morbærtræer kan trives på Bornholm. Et lille tegn på, at øens placering midt i Østersøen gør noget ved både naturen, årstiderne og livet her.

Skaberkraft med hænderne først

På Bornholm er skaberkraft ikke kun noget, du ser på afstand. Den findes i værkstederne, i materialerne og i mødet med mennesker, der arbejder med hænderne hver dag.

Glas, keramik, tekstil, træ, smykker og metal bliver formet over hele øen. Nogle steder kan du følge arbejdet tæt på. Andre steder møder du det færdige værk i små butikker, gallerier, museer og udstillinger. Hvert år åbner kunstnere og kunsthåndværkere også dørene ekstra bredt under Kunstrunden og Bornholm Craft Weeks.

Bornholm er udnævnt som World Craft Region, og det mærkes i øens stærke kunsthåndværksmiljø. Her bygger nye ideer videre på traditioner, materialer og den særlige ro, som mange kunstnere og kunsthåndværkere finder på øen.

Når du træder ind i et bornholmsk værksted, kommer du tæt på en anden side af det ægte Bornholm. Her bliver øens lys, klipper, ler, hav og historie omsat til noget, du kan se, røre ved og tage med dig.

Det hvide guld under Rønne

Bornholms keramiktradition begynder ikke kun i hænderne på dygtige keramikere. Den begynder også i jorden under øen. Omkring Rønne findes kaolin, en fin, hvid lerart, der i mange år blev gravet op og brugt til blandt andet porcelæn, ildfaste produkter og keramik. Råstoffet var med til at lægge grunden for Bornholms keramiske fabrikshistorie og for steder som Hjorths Fabrik, hvor håndværket stadig lever videre. I dag kan du blandt andet opleve sporene efter kaolinudvindingen ved Kaolinsøen i Rønne. Et stille natursted med en råstofhistorie under overfladen.

Kultur og fællesskaber året rundt

Øliv på Bornholm handler også om alt det, der samler mennesker i hverdagen. Biblioteker, idrætshaller, svømmehal, teater, koncerter, foreninger og lokale arrangementer er med til at give øen liv, også når sommerens travlhed har lagt sig.

Her mødes bornholmere på tværs af alder, interesser og årstider. Til en forestilling, en koncert, en håndboldkamp, en morgensvømmetur, en læseklub eller en lokal festival. Nogle oplevelser er små og hverdagsnære. Andre samler hele øen eller trækker gæster til langvejs fra.

For dig som besøgende er kulturlivet en vej ind i det ægte Bornholm. Ikke kun som noget, du kan overvære, men som noget, du kan træde ind i for en stund. Her mærker du øen som et levende sted med fællesskaber, energi og mennesker, der skaber noget sammen hele året.

Kultur i en større vægtklasse

Bornholm har et indbyggertal på størrelse med en mindre dansk provinsby, men øen rummer kulturoplevelser, der rækker langt ud over størrelsen. I Rønne ligger Danmarks ældste fungerende teater, etableret i 1823, hvor der stadig spilles teater, musik og scenekunst året rundt. Få skridt derfra ligger Musikhuzet, Bornholms regionale spillested, som siden 1996 har samlet øen om koncerter, nye talenter og velkendte navne fra den danske musikscene. Det er en del af det særlige ved bornholmsk kulturliv: Her kan små rammer godt rumme store oplevelser.

Havet som livsnerve

På Bornholm er havet aldrig langt væk. Det ligger omkring øen som en ramme, men også som en livsnerve. I generationer har havet givet arbejde, mad på bordet og forbindelse til resten af verden.

Det kan stadig mærkes i havnene, i de gamle fiskelejer og i røgerihistorien, hvor sild, røg og håndværk blev en del af Bornholms smag og identitet. Røgerierne fortæller om en tid, hvor havets fangst blev forarbejdet tæt på kajen og sendt videre ud i verden.

Det er en del af en større fortælling om en ø, der har lært at bruge sine egne ressourcer. Havet og fiskene. Leret under Rønne. Granitten på Nordbornholm. Den fede muld på markerne. Det, der fandtes her, blev til erhverv, håndværk, madkultur og hverdagsliv.

Havet sætter stadig sin stemning på øen. I færgens ankomst, i fiskerbådene ved kajen, i vinden over klipperne og i de stille morgener, hvor havnen vågner før byen. Det skaber afstand, men også forbindelse: til verden udenfor, til Østersøen og til generationer af mennesker, der altid har haft bølgerne som nærmeste nabo.

Fyret ved Dueodde i solnedgangens rosa farver
Photo: Semko Balcerski

Da havet var øens største arbejdsplads

I 1980’erne var fiskeriet Bornholms største erhverv. Havnene summede af kuttere, filetfabrikker, eksport og hverdagsliv, og særligt torsken fra Østersøen var med til at skabe arbejdspladser og sætte Bornholm på landkortet som fiskeriø. I dag er det bornholmske erhvervsfiskeri ophørt, mens lystfiskere stadig søger mod kysterne året rundt. Sporene efter fiskeriets storhedstid lever videre i havnene, fiskelejerne og røgerierne. Her kan du stadig smage og mærke historien om den tid, hvor havet var øens store arbejdsplads.

Øliv på Ertholmene

Nordøst for Bornholm ligger Ertholmene med Christiansø og Frederiksø som små samfund midt i Østersøen. Et øsamfund, der er helt sit eget. Her er afstandene korte, havet tæt på alle sider, og dagen formes af vind, vejr og færgens ankomst.

Christiansø blev anlagt som fæstning, og det mærkes stadig i murene, de gule bygninger og de smalle stier mellem husene. Her går historien ikke kun tilbage i tiden. Den er en del af det liv, der stadig leves på øerne.

Gå over broen til Frederiksø, følg stierne langs fæstningsmurene, og giv dig tid til at se detaljerne. Klipperne, udsigten, fuglelivet og de små spor af hverdag gør besøget til noget særligt.

På Ertholmene kommer du tæt på et unikt lokalmiljø, hvor natur, historie og hverdagsliv ligger helt tæt sammen.

Skolegang mellem kanoner

Selvom der kun bor omkring 90 mennesker på Christiansø, har øen sin egen skole. Her går øens børn i skole indtil 7. klasse, hvor de bogstaveligt talt har frikvarter mellem historiske fæstningsmure og kanoner. 

Kulturarven står i landskabet

På Bornholm ligger historien ikke kun bag glas på et museum. Den står midt i landskabet, hvor du kan møde den på din vej rundt på øen.

I de fire rundkirker mødes middelalder, tro og forsvar i én og samme bygning. Ved de gamle møller mærker du forbindelsen til landbrug, vind og hverdagsliv. Og i stenbruddene omkring Vang og Hammeren kan du se sporene efter granitten, der gennem tiden har formet både øen og menneskene, der levede af den.

Kulturarven er en del af det ægte Bornholm. Den findes i klipperne, kirkerne, møllerne, havnene og de gamle bygninger. Og ofte skal du bare stoppe op et øjeblik for at få øje på den.

Granitten der rejste ud

Kig nærmere, næste gang du går gennem København. Den rå natur på Nordbornholm har sat spor langt fra øen. Da graniteventyret i Vang Stenbrud og på Hammeren tog fart i 1800- og 1900-tallet, huggede bornholmske stenhuggere klippen ud og sendte granitten videre over havet. I dag kan du blandt andet møde bornholmsk granit ved Christiansborg, hvor Moseløkkegranit fra Bornholm er brugt på Slotspladsen. Så næste gang du står midt i hovedstaden, kan du stå med en lille del af Bornholm under fødderne.

Historien ligger lige under fødderne

Bornholm har været beboet i tusinder af år, og øens historie viser sig mange steder direkte i landskabet. Ikke som én samlet fortælling, men som spor du kan finde, når du går gennem skove, langs klipper eller ind mellem gamle stengærder.

Ved Madsebakke nær Allinge kan du se helleristninger fra bronzealderen hugget direkte i klippen. Skibe, solkors, fodtegn og små skåltegn fortæller om mennesker, der så mod solen, havet og det ukendte længe før Bornholm fik sine byer og kirker.

Andre steder står bautastenene som tavse mindesmærker. Ved Gryet nær Nexø står de mellem træerne på et gammelt gravfelt, hvor bronzealder og jernalder mødes i sten, gravhøje og stille skovbund. Her mærker du, hvor langt tilbage bornholmerlivets rødder går.

Vil du dykke dybere ned i øens historie, finder du også museer, der folder fortællingerne ud. På Bornholms Museum kan du komme tættere på øens lange historie. På Forsvarsmuseet i Rønne handler det om krig, forsvar og Bornholms strategiske placering i Østersøen. Og på Melstedgård ved Gudhjem træder du ind i livet på en bornholmsk bondegård, hvor landbrug, håndværk og hverdag hænger sammen.

Senere satte vikingetid og middelalder nye spor i runesten, kirker, borgruiner og gamle havneforbindelser. Og i nyere tid blev Bornholm igen mærket af verdenshistorien, da Anden Verdenskrig og russertiden satte dybe spor i især Rønne og Nexø.

Historien på Bornholm er ikke gemt væk. Den ligger i klippen, i jorden, i murene og i de steder, du kan besøge i dag.

Da uret tikkede videre på Bornholm

Mens resten af Danmark fejrede befrielsen i maj 1945, var krigen ikke slut på Bornholm. Den 7. og 8. maj blev Rønne og Nexø bombet af sovjetiske fly, efter at den tyske kommandant nægtede at overgive sig til Sovjetunionen. Få dage senere gik sovjetiske soldater i land på øen. Den sovjetiske tilstedeværelse varede frem til 5. april 1946, næsten et år efter befrielsen i resten af Danmark. På flere af øens museer kan du blive klogere på det særlige kapitel i danmarkshistorien, som stadig fylder i den bornholmske selvforståelse.

Oplev ølivet året rundt

Bornholm skifter karakter med årstiderne. Om sommeren summer byerne, havnene og kysterne af liv. Men øen har også en anden side, som træder tydeligere frem, når højsæsonen slipper sit greb.

I det tidlige forår mærker du lyset vende tilbage over klipper, skove og små gader. I det lune efterår får havet, haverne og røgerierne en roligere glød. Og om vinteren står naturen mere rå og åben, med vind over kysten, stille havne og god plads til fordybelse.

Det er her, Bornholm kan føles allermest tæt på. Når hverdagen får lov at fylde, og du møder øen i det tempo, vi selv lever i. På en gåtur gennem en by, i et værksted, ved et museum, langs en klippesti eller over en kop kaffe, mens vejret skifter udenfor.

Øliv på Bornholm er byliv, kulturarv og skaberkraft. Men det er også årstidernes magi, de små møder og følelsen af at komme tættere på det ægte Bornholm. Hele året.

Aftenstemning i Svaneke
Photo: Semko Balcerski

Sproget der blev på øen

Bornholmsk er den eneste østdanske dialekt, der stadig tales i Danmark. Den har sin egen tonegang, sine egne lyde og ord, som kan få selv korte sætninger til at lyde helt særligt. På bornholmsk kan ikke blive til ønte, køkken til tjøkken, gæs til djæss og ild til illj. Små ord og lyde, der siger noget om øens historie og om den måde, Bornholm har haft sin egen stemme midt i Østersøen. For mange bornholmere er sproget ikke bare en dialekt. Det er en del af følelsen af at høre til. En levende kulturarv, du stadig kan høre i hverdagen, i lokale fortællinger og i mødet med mennesker på øen.